lørdag den 1. august 2015

At være eller ikke at være Autist

Jeg havde bedt min praktiserende læge om at henvise mig til distriktpsykiatrien i København, nu orkede jeg ikke mere depression og cirkeltænkning, noget måtte der ske, det kunne ikke være rigtigt at: "Sådan er det jo bare".

Jeg havde mistet troen på en fremtid der var til at holde ud og jeg var træt af og kæmpe, jeg havde også ændret adfærd det sidste år, jeg var blevet udadreagerende og jeg forstod ikke hvad der foregik, så nu søgte jeg hjælp, igen, igen.

Jeg var meget stresset den dag, hvor jeg skulle tale med psykiateren, ikke pga. samtalen, men andet i mit liv og derfor havde jeg ikke rigtigt fået undersøgt hvor jeg skulle hen, jeg troede det var i en bygning ved Strandboulevarden, men det var det gamle Øresundshospital mødet var. Det opdager jeg så på Strandboulevarden 10 min. før jeg skal være til mødet og det pis regner.
Og det er svært at løbe med en udslået paraply, men 10 stakåndede min. senere står jeg som en druknet rotte udenfor Øresundshospitalet hvor min hjemmevejleder venter på mig. Jeg havde taget hende med som støtte også fordi folk ofte tror jeg er mere velfungerende end jeg er, og så kan det være bedre at man har en med til at lytte med og komme med info fra "realiteternes verden".

Jeg blev ret hurtigt kaldt ind alene, og så blev jeg spurgt lidt ud, sjask våd og stresset efter løbeturen. Efter hvad der virker som en kort samtale, konkludere psykiateren på bagrund af mine gamle papirer og samtalen at jeg har Aspergers. Jeg sidder lidt lammet og mumler noget om: At det havde jeg jo undersøgt lidt, det og ADD for jeg vidste jo godt der var noget andet end depression og hvad jeg ellers havde fået af diagnoser de sidste 10 år.

Der var ikke noget info om hvad jeg så kunne gøre, hvem skulle kontaktes, hvad var udsigterne, han sagde jeg ikke skulle have medicin og det var så det, DPC kunne ikke gøre noget for en som mig.

Heldigvis var min Hjemmevejleder i bil, stadig klamvåd og nu også noget rystet, klavrede jeg ind i bilen, og brugte tiden til at reflektere sammen med hende og lægge lidt plan.




Jeg er glad for at jeg allerede vidste noget om Autisme/Aspergers på forhånd, men det føltes godt nok sært, normalt har jeg været meget ligeglad med de diagnoser jeg har fået påklistret, men denne gang var jeg faktisk overrasket og noget chokeret over hel situationen og 1000 spørgsmål jeg ikke lige kunne få svar på.

Jeg kender en der arbejder med voksne der er svært Autistiske så jeg spurgte ham ud om det og ringede til nære venner. Og så gik jeg på nettet for mere viden.

Men den nye diagnose var nærmest som en fysisk forandring, et før og efter, og som min hjerne arbejdede med at finde svar i fortiden, faldt det hele på plads, også det sidste års problemer og specielt de nye problemer med at være udadreagerende efter min flytning.

Jeg var ret tilfreds med at de gamle diagnoser blev annulleret, jeg kunne også se at den nye diagnose på en anden måde bedre kunne give mig den hjælp jeg havde manglet i meget lang tid. Men jeg måtte også indse at jeg havde forsøgt at være lidt for kæk i mange år, med både godt og skidt resultat. Jeg havde udfordret mig selv, noget var lykkedes og andet var gået helt galt uden jeg havde set sammenhæng og mønster, mig der ved så meget om recovery, hvordan havde jeg ikke set tingene klart? Sagen er vel at jeg bare kæmpede fra dag til dag, og jeg prøvede at opnå nogen ting der var vigtige for mit selvværd, samtidigt med det også var over min grænse for min ydeevne. Sådan et pest eller kolera valg: Vil du gøre ingen ting og betale prisen, eller vil du handle og betale prisen?

Men helt konkret har jeg nu været til møde med min sagsbehandler omkring hvad der skal ske nu: At jeg nok behøver mere hjælp i hjemmet lige pt. fordi jeg de sidste tre måneder har kunne minder praktisk arbejde, at jeg skal flyttes til handicap afdelingen fordi de har mere viden. Og der måske skal søges et kursus i at takle hverdagen med Autisme/Aspergers.
(Ja, nu hedder diagnosen jo Autisme spekter forstyrrelse og ikke Aspergers mere, men mon ikke Asbergers stadig bliver anvendt som betegnelse fremover?)

På en måde er jeg ved at finde mig som den jeg altid har været, men det føles som at komme fra asken i ilden, jeg håber på forandring til det bedre, eller det skal blive forandring til det bedre!



Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv