søndag den 9. august 2015

Ordblindhed -Det frasorterede barn

Meget havde været lettere hvis jeg ikke var ordblind, meget kunne have været anderledes, nogen akademiske muligheder havde været realistiske. Jeg drømte som barn om at blive arkæolog eller historiker, men det gik jo slet ikke med den skolegang.

Jeg var over 30 da jeg begyndte at komme i nærheden af computere, og opdagede et værktøj og en verden jeg kunne bruge, nye spændende muligheder. Ikke at det faldt mig let at bruge en pc, men jeg gav ikke op.

For mig har computeren ændret mit liv, givet mig så mange muligheder, og været en personlig revolution. Nu kunne jeg skrive og internettet gjorde jeg kunne søge endnu mere viden og ikke mindst møde mennesker på en ny måde. Jeg kunne nu kommunikere skriftligt og jeg kunne få en kontakt til mennesker, der også kunne fører til at jeg traf dem ude i livet.

Så hjælpen på mit skrive problem kom sent i livet fra jeg som 31 årig fik adgang til en pc, og senere i form af en egen pc med internet adgang som 38 årig. Ikke en med en stavekontrol til ordblinde, som jeg faktisk godt kunne få. Men jeg anvender google til at søge rettelser, den almindelige stavekontrol er jeg ikke imponeret af.




Havde man da ikke undervisning og hjælpemidler for ordblinde i min barndom og ungdom i 70-80erne? Jo, det havde man og da jeg blev udredet for min ordblindhed som voksen, fik jeg også at vide at der burde have været muligheder for en meget bedre hjælp til min ordblindhed.

Ordblindhed er et alvorligt handicap i vores samfund og alt for mange bliver stadigt svigtet. Det lader også til at nogen helt mister troen på at man som voksen kan blive bedre til at læse og skrive, at det er som det er og kun kan byde på flere nederlag.

Og nederlag er der, det er skræmmende hvor mange døre der lukker når man er ordblind, selv når man er det i lettere grad. Eller let og let ved jeg ikke, for jeg kæmper da stadig og laver de samme fejl igen.

Jeg er opvokset i et hjem med bøger, jeg har fået læst højt, jeg har lært hvordan man finder viden, jeg er opvokset med at viden var vigtig og jeg har altid søgt informationer i forhold til mine interesser.
Så uanset det ikke var nemt, så tyggede jeg mig igennem det jeg ville vide.
Det var jo også sådan jeg fik lært Engelsk.
På den måde er jeg priviligeret i forhold til de ordblinde børn hvor forældrene ikke er boglige. Måske den forskel har været væsentlig i mit tilfælde. Men det viser jo at ordblindhed kan påvirkes positivt på forskellig måder.

"Ansvar for egen læring" var mantraet i skolen, jeg mener jeg har hørt begrebet allerede inden 80erne. Personligt giver jeg ikke meget for den fortolkning af den sætning der blev valgt. Faktisk kunne jeg godt have fortalt hvordan jeg kunne have lært mere i skolen og dermed taget eget ansvar, for mine indlæringsvanskeligheder og min ordblindhed. For en mere praktisk indlæringsmetode ville kunne have gjort det hele lettere for mig, at det praktiske og visuelle blev anvendt for at styrke motivation og forståelse af sammenhæng, og hvad jeg skulle bruge den viden til.

Personligt mener jeg at alle børn burde have et krav på at blive undervist efter den/de metode der passer bedst til deres læringsmønster. Alt for mange børn bliver tabt i undervisnings systemet, generation efter generation, med meget mindre generationer er det ikke ligegyldig hvem samfundet vælger at tabe. De børn der kunne løftes og de børn der intelligente men ikke bliver intellektuelt stimuleret eller de er intelligente med indlæringsvanskeligheder, ikke får mulighed for at få den rigtige undervisning.
Jeg synes det er en høj pris, at man kun satser på en midter gruppe af "normal" børn, vi går glip af alt for meget og med store menneskelige omkostninger for dem der bliver fravalgt i skolesystemet.

Ordblindhed har også betydning for sprogudvikling, "At tale korrekt" sætte sætninger rigtigt sammen, at udtale ord rigtigt hvis man ikke ved hvordan de staves osv. Det har jo konsekvenser for andre menneskers syn på en, for der er stadig fordomme omkring ordblindhed, den hurtige fordømmelse, det at nogen endnu mener at ordblinde nok er lidt dumme eller sjuskede, og de tøver ikke med at hakke ned på den ordblinde, der har vovet sig ud i noget skriftligt. Og når jeg oplever det personligt eller med andre, så skal jeg nok skrive hvad jeg mener om den adfærd, men der er så mange udsatte situationer som ordblind, der er usynlige for udenforstående.
Der skal meget mere til for at fjerne et forældet syn på ordblinde der stadig eksistere bla. på internettet, og det der skal til er at forstå at ordblindhed er et alvorligt problem, for udover færre jobmuligheder og man har svære ved at begå sig på internettet, så lurer lavt selvværd, øget risiko for depression som en følge.

Det eneste jeg lærte i skolen var at jeg ikke var god nok, at jeg var et forkert barn. Jeg kommer ikke til at indhente min elendige skolegang, jeg kommer heller ikke til at indhente det liv jeg måske kunne have fået. Der er også et knæk på selvværdet der ikke kommer til at heles.

.......Jeg er begyndt at skrive på Engelsk, noget jeg ellers har været meget tøvende med, det er ikke grammatikken der er det værste, men det at stave er ikke nemt. Men jeg skriver og jeg tager det lidt let. Det har været irriterende at jeg læser og forstår taler Engelsk rigtigt godt, men har været så dårlig til det skriftligt. Nej jeg er ikke super til det skrevne, men meget bedre nu, end jeg var for et år siden.

Jeg håber at i fremtiden vil meget færre børn opleve at blive sorteret fra og dømt ude, men desværre er jeg ikke sikker på, at vi bare er nogenlunde på vej mod det mål.








Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv