Men jeg fik NADA, så nu må jeg bare være mere kvik i næste uge!
Mit humør et tiltagende bedre, jeg skal (er) i gang med hjemmet, men jeg er åbenbart stadig stresset og ret forvirret.
Men jeg føler at der sker noget, at "kuplen" er under ombygning. Jeg synes jeg ser og opfatter med andre øjne. Det er også som om der er gamle tanker jeg kan lægge fra mig. Og jeg har også en mere klar fornemmelse om jeg er i ro eller ikke ro. Men det er vel det meditative jeg dyrker når jeg får NADA.
Det at jeg nu kan se indre billeder i højere grad end inden NADAen, er også under udvikling, det jeg ser har nu mere bevægelse og har et meget større farvespekter, er det øvelse fordi jeg har lært at styre det, eller min hjerne der arbejder på en ny måde? Ved jeg ikke, måske begge dele, men jeg synes det for mig konkret viser at der sker noget, en udvikling, da det indre øje også påvirker min opfattelse af mit "rigtige syn".
Jeg synes jeg ser ting anderledes når jeg er ude, og se på virkeligheden, det kunne fx. være Assistens kirkegård i begyndende efterårsfarver.
Faktisk er jeg ved at nå til den konklusion at mit gamle fantasi liv, havde sine fordele med hensyn til mit humør og indre ro, at det også på sæt og vis var virkeligt, og de billeder jeg ser for mit indre øje også er virkelige, det vil sige det er en del af min dag, hvad jeg fylder mig selv med. Og i 6 år har jeg været fyldt af depression og et forsøg på at forholde mig til realiteterne og virkeligheden konkret og uden nåde. Det har været et liv mellem "a stone and a hard place", der har slidt på systemet. Jeg ville gerne kunne fungere i de andres verden. Samtidigt havde jeg det på en måde så jeg ikke kunne få effektueret at få den rigtige hjælp....hvilket også er svært når det er spare tider og nogen havde besluttet at jeg ikke kunne hjælpes udover nogen piller, der ikke hjalp.
Man kan sige at jeg ikke gjorde det godt nok, rigtigt, med hensyn til at få hjælp, eller man kan sig at psykiatrien/praktiserende læge ikke kan tilbyde den rigtige hjælp, jeg er næppe den eneste. Man har det dårligt, men skal samtidig kæmpe udadtil for sig selv, samtidigt med at det inadtil også skal bare nogenlunde holde sammen....eller skal det, nogen giver vel slip og tager til psykiatrisk skadestue.
Jeg ved ikke om jeg skal forvente at få den rigtige hjælp, så jeg bedre kan leve et liv med Asbergers/Autisme, pengene skal vist bruges andre steder i samfundet, og som førtidspensionist er det begrænset hvad jeg selv kan betale af privat udredning. Jeg er udmærket klar over der er en snigende tendens til at det kun er det meste basale sygesikringen kan og det andet må man selv stå for, ikke mindst når det er psykisk. Det er lidt snedigt for de fleste opdager det jo først når de får brug for behandling, og andre håber/tror at systemet står parat, eller de har en sygeforsikring.
Nå ja, men i grunden kan jeg ikke tage mig af det, jeg har ting der skal løses og et liv der skal leves, og det skal ikke parkeres, så min empowerment bliver ædt op, af ventetid og hvad andre synes og offentlige besparelser osv. Jeg kan håbe/arbejde på at få den rigtige hjælp, men uanset må jeg finde en vej frem, og vejen væk fra det liv jeg har levet de sidste mange år.
