lørdag den 26. september 2015

Den sendiagnosticerede Autismes udfordringer, når en diagnose ikke er nok

Jeg har skrevet om det tidligere, at jeg for nogen måneder siden efter en henvisning til distriktpsykiatrien, fik diagnosen Asperger/Autisme spektrum forstyrrelse stukket ud efter 10 min. Ja, jeg ved godt han havde læst mine papirer grundigt inden jeg kom, men jeg ankom ikke i den tro at samtalen ville ende der, sidst jeg så distriktpsykiatrien var jeg diagnosticeret bipolar, nogen år før var jeg borderline plus depression.

Jeg havde opsøgt psykiatrien her i sommer, fordi mit liv ikke fungerede, jeg havde en kronisk depression lignende tilstand på 6 år, og jeg var begyndt at ændre adfærd det sidste år, på en måde jeg ikke forstod og genkendte. Derfor sad jeg nu på det gamle Øresundshospital overfor psykiateren.

Jeg var chokeret....jo, jeg havde læst/undersøgt noget om Aspergers på nettet, for jeg havde hele tiden haft en fornemmelse af at der var noget andet i vejen, end de diagnoser jeg havde fået. Noget passede ikke, men at jeg havde Autisme var jeg ikke sikker på, selvom jeg havde mange af tendenserne og endnu flere af dem som barn og yngre.

Men mange års terapi og eget arbejde på at socialiserer havde ændret mig, jeg kunne nu ting jeg ikke kunne før. Men desværre havde det sammenbrud jeg havde fået mig, det sidste et og et halvt år taget nogen af de evner fra mig igen.

Samtalen hos psykiateren var kort, lidt udspørgning af mig og afleveringen af en diagnose, slammo! --og jeg fik at vide at jeg ikke hørte til i psykiatrien, da jeg ikke skulle have medicin. Det er den standart replik mange sendiagnosticerede voksne får lige for øjeblikket, jeg er absolut ikke den eneste. Jeg ser det i de Facebook Asperger/Autisme grupper jeg er i, og høre det igennem mit netværk, det er den samme næsten enslydende historie der fortælles.

Psykiatrien har åbenbart fået øje på gruppen af de udiagnostiserede voksne Autister, og det betyder at der hvor de tidligere ville have sat en anden diagnose på dem/nogen af dem, så er det nu ud af vagten hvis dobbeltdiagnosen ikke tipper så meget mod en psykisk sygdom at de må beholde vedkommende som tilknyttet. Jeg vil så tilføje, at psykiatrien i dag kun har de aller tungeste patienter, alle i den blødere ende er blevet sent ud til de i forvejen overbebyrdede psykiatere.

Mange af de sendiagnosticerede vokse Autister, bliver derfor sendt ud af døren, uden info om hvad de så skal gøre og hvor de kan henvende sig. Og hvordan skal de få forståelse for hvordan en Autisme har påvirket den, hvordan kan de modvirke de evt. problemer de har i hverdagen? Alt i alt hvad nu, og hvor skal man gå hen nu? For diagnosen i sig selv var jo ikke løsningen.

Nej, Autisme kan ikke helbredes og er ikke en psykisk sygdom, men en forståelse af hvor ens egne personlige udfordringer ligger er væsentlige for afviklingen af ens hverdag, og om man kan anvende sit potentiale på det gode, det man faktisk kan, fremfor at snuble i problemerne igen og igen.

Sendiagnosticeret dækker over alle dem der ikke er blevet diagnosticerede som børn, men som unge og rigtigt mange af os er over 40, det vil sige vi har levet med en Autisme med hvad det betyder i næsten et menneskeliv, og uanset hvor velfungerende man er, så har der været uforståelige sammenhænge, det kan ikke være anderledes. Sammenhænge der har formet vores liv og selvforståelse, og ikke altid på en positiv måde. Og faktisk er der mulighed for at leve et godt liv, men det kræve man har indsigt i hvad det er der foregår når man har et anderledes styresystem end den neuro typiske.





Jo, der er kurser til den slags, men de koster penge, og kan det bevilliges af kommunen? Er det urimeligt at forlange, og er jeg i målgruppen? Det andet er at "vi" er svære at regne ud når vi tropper op på kommunen og sidder overfor en sagsbehandler der ikke har viden om Autisme, vi fremstår jo "pæne og normale", og har vi ikke ordene i vores magt, og god konkret indsigt i hvad der er problemerne, og har fralagt os stoltheden ude i venteværelset, så fremstår vi ikke ikke altid som nogen, der skal have støtte, hvis vi ikke selv er yderst konkrete.

Nogen sendiagnosticerede har det så dårligt psykisk de gerne ville have noget terapi, nogen der lyttede uden at dømme, og pga. år med depressioner, angst....ja for alle de psykosociale følger en uopdaget Autisme kan have af psykiske problemer, selvbebrejdelser og nederlag.

Psykoedukation kunne også være en mulighed. Psykoedukation er en behandlingsform, som især benyttes i psykiatrien. Gennem behandlingsformen få man viden om diagnosen, samt undervisning i kommunikationstræning og problemløsning. så man bliver bedre til at forstå dig selv, og finde praktiske løsninger der fungere bedre og i sociale situationer man har haft problemer med tidligere. 
I psykoedukation kan man også ofte indrage familien. Noget i den stil kunne godt tilpasses til Autism spektrum diagnosen.


Nu er gruppen af sendiagnosticerede jo ikke ens, nogen får en diagnose fordi deres barn er blevet diagnosticeret og ellers har et liv der fungere nogenlunde ok. Andre bliver diagnosticerede hvor deres liv absolut ikke fungerer. Nogen har dobbelt diagnoser, andre ikke. 
På den måde er det kun de meget ressource stærke, der hurtig finder hjælp, metoder og viden. Dem med netværk, økonomi, evnen til kommunikation og dem at selv kan finde viden. Som det køre nu, kan det være man spare et sted, men med dem der virkelig trænger til hjælp og støtte, kan det ende med at andre kasser kommer til at betale. Så hvorfor ikke hjælpe i tide, og ikke når situation for den enkelte er gået helt i hårdknude og egne ressourcer opbrugt. 
Jeg ved at alt er skåret ind til benet i Danmark omkring den "psykiske velfærd", jeg er realistisk, men uanset, er det jeg og mange andre oplever lige nu i psykiatrien under al kritik. 

Nogen har været i psykiatrien for en anden lidelse, eller ret og slet fejdiagnosticerede med en psykisk sygdom. Nogen er førtidspensionister, andre i arbejde. 
Så gruppen har ikke nødvendigvis de samme behov, men hvad der er brug for, er at der en en grundlæggende samtale/rådgivning, hvor den nydiagnosticerede kan høre om hvor de står og hvordan de går videre alt efter behov. Og hvordan de bliver visiteret til det hvis der er behov.

Som det er nu må man kontakte sin sagsbehandler på komunen og håbe de ved noget og så ellers søge info om muligheder på nettet og om hvad det nu er Asperger/Autisme spektrum forstyrrelse er for noget og evt. opsøge grupper på Facebook.




Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv