mandag den 28. september 2015

Er jeg ok?

"Selvværd er at ikke skulle spørge de andre, om hvad de mener"......Tja, så har jeg vist ikke meget selvværd, for jeg ved at det andre tænker og føler ikke er det samme som mig og jeg har mine egne ideer der ikke altid matcher mine omgivelsers. Og ja, jeg bliver så uendeligt træt når jeg ikke matcher og jeg kommer i tvivl og jeg bruger dage og måneder på at regne det ud, hvad er nu op og ned på den her situation? Tænk at kunne klare livet uden så meget spekulation og tvivl, det må være herligt og så meget nemmere.

Jeg er ikke usikker, fordi jeg er et usikkert menneske, jeg er usikker fordi jeg af og til bliver gjort opmærksom på at jeg er lidt til en side, eller får en anelse om jeg er det, udfra andres udmeldinger. Men jeg er ikke en ø, med 30 sømil hele vejen rundt og Hajer til at holde andre ude. Og jeg ønsker heller ikke at holde andre ude, men af og til lidt på afstand, fordi det hele er lidt for meget, og jeg kun kan håb jeg opdager det i tide så jeg kan reagere på en ok måde, der ikke sætter mig i dårligt lys.

Er jeg så holdt oppe af selvtillid, et stillads af tidligere præstationer og evner til at klare verden? Og jeg faktisk ikke aner hvad reelt ægte selvværd er for en størrelse?

Jeg ved at når jeg rammer bunden så har jeg en overlevelseskerne, en kerne der vil leve og der er parat til at kæmpe og trække læsset. Men jeg ser mere overlevelseskernen som næsten dyrisk, at det er en mere grundlæggende egenskab der ligger længere tilbage biologisk/udviklings mæssigt, end det menneskelige selvværd.
Den siger: "Skidt pyt med selvværd og selvtillid, og andres meninger eller mine egne, jeg gør det her fordi det er det jeg gør!"....Hm, eller det siger den ikke for det kan den ikke reflektere over, den gør det bare, bom.

Jeg siger altid der er to valg, at man kan leve eller dø.....det sidste gør man så uanset før eller siden. Jeg prøver at få et liv før døden og ikke give op før tid. Er det det kloge valg, er det umagen værd? Måske ikke, men overlevelseskernen sidder et sted og styrer mig, selv i depressionen og afmagt.

Autisme/Asberger's er jo ikke en lidelse i sig selv, lidelsen kan ligger i afvisningen, at leve i omgivelser der ikke rummer/giver plads. Lidelsen kan ligge i det ramponerede selvværd, der måske også har ført til depression. Man kan trække sig fra samfundet med de følger det nu har, man kan prøve at stå i mod og kæmpe med de følger det kan have.
Man kan drømme om en indre balance, at man en dag finder en plads, eller helst flere, hvor man kan bygge en fremtid.




Hvorfor flere sociale platforme i livet? Af den simple grund at jeg selv har oplevet at platforme forsvandt for at efterlade mig i et tomrum og nedtur, der ikke tog måneder, men år. Men det kan jo være svært at overse, når man faktisk kan have ret så svært, med bare at håndtere bare få sociale relationer, der indbefatter flere mennesker af gangen.
Rådet må være at man ikke er lige engageret i det hele, men nok til at man har en tilknytning, der er let at arbejder videre på, at man ikke skal begynde helt forfra. Steder der har kunne fungere til netværk, empowerment, kan forsvinde af mange grunde, eller de kan udvikle sig på en måde man bliver ked af, at det der var trygt ikke er det længere.
Lige nu står jeg selv og mangler noget....men jeg må gribe hvad jeg lige møder, men lige nu er der et tomrum. Jeg er lidt for meget alene med mig selv.

Men jeg går til NADA akupunktur, jeg skriver dagligt, jeg tegner, jeg møder mennesker. Jeg prøver at erobre selvværd, gennem hvad min selvtillid tror på jeg faktisk kan. Måske jeg aldrig får det fulde selvværd, men jeg tror at det at skabe og mødet med andre trods alt kan give mig en identitet som et menneske der lever et liv, ikke bare overlever. Og det levede liv vil jeg tilpasse at have en Aspergers/Autisme, at skære ned på at bruge energi på det jeg ikke kan/der er for svært og energislugende, til at satse på det jeg kan der er energi skabende, jeg vil ikke længere tænke på og spørge andre om det nu er rimeligt.











Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv