lørdag den 7. november 2015

Gamle løsninger er ikke vejen frem

Så hvordan får jeg tømt min lejlighed for det overflødige, uden at bare skulle give det væk, samtidig med jeg ikke har kræfter til loppemarkeder og salg via nettet?
Hvordan bliver jeg i stand til at passe min lejlighed....eller er det fordi der er så meget i den at jeg ikke kan passe den?

.....Kommer jeg til at orke at være social igen?

Jeg skal oooop af dyndet! Men det kræver energi, og når jeg bruger energi, mister jeg energi. 

Jeg futter rundt som en hovedløs Høne i hjemmet, noget kommer på plads andet falder ned...Er der nogen fremtid i det her?

Og hvor er den ekspertise der kunne forklare mig hvordan man evt. kunne få det hele lidt i orden, på en måde jeg ikke bliver stresset af og mere Autistisk?...ja man kan faktisk bliver mere autistisk af stress og overbelastning, så også ting det tidligere fungerede går galt.

Jeg har et stort problem med hjemmet, jeg har også fået et problem med at bo der hvor jeg bor, det kan godt være der er blevet sat en konflikt mægler på ejendommen, men jeg ser ikke for mig at det bliver bedre, i det mindste ikke det der irritere mig.

Jeg har også mistet konceptet af hvad et hjem er for mig, det er på en måde opløst, jeg bor her, men jeg ved ikke om jeg er hjemme. Er det på grund af omstændighederne, eller er det min egen forestilling. Er hjem der hvor jeg har min seng.....føles der hyggeligt, trygt? Nej.




Jeg har i årevis arbejdet på et "bedre liv, det betyder er liv med indhold, aktiviteter, mening, mere end en vane trummerum, ikke leve i rod og kaos. Jeg har forsøgt at se om jeg kunne noget der kunne give mig en idenditet som et menneske, der var andet end en bistandsmodtager og senere førtidspensionist. Jeg har forsøgt at få et arbejde, jeg har forsøgt at lave noget uden at have et arbejde.

Jeg har i så mange år troet at jeg måske kunne blive af med depressionen, og de ting der hæmmede mig socialt hvis jeg bare arbejdede hårdt nok på det.

Det er fint nok at jeg blev diagnosticeret med Autisme, men nu må der godt ske noget reelt konkret positivt, det her er bare mere af det samme, men nu uden håb om recovery.

Jeg gider ikke det liv jeg har, det er et kedsommeligt liv, ovenpå et tidligere lige så kedsommeligt liv, et hengemt "som om liv".  Og det er muligt nogen lever fint med det, men det gør jeg ikke. Der er for meget der mangler af det grundliggende. Samtidigt med jeg kæmper med at realisere de ting jeg har i mig som kunstner. Og det der sker er at jeg prøver at realisere det kunstneriske, uden at det basale indhold er til stede i hverdagen.

Jeg ser ikke vejen frem....jeg har lovet at jeg optræder i warehouse 9 jule cabaret, som jeg har gjort det de sidste par år, denne gang to weekender i december, og så må jeg se om hvor længe jeg skal rekonvalsere efterfølgende, om det er det værd og hvilken form for performancekunstner jeg realistisk kan blive.

Er det ego og ambitioner der driver mig? Jeg ved det ikke, jeg ved bare at jeg har meget i mig som jeg føler må anvendes, for at give mit liv mening....da jeg mener at der har været så meget meningsløst og trist ikke bare pga. Autismen, men min familiebaggrund. Et liv som en burfugl, men med et menneskes bevidsthed om at være fanget...men også senere med døren på klem, dog uden at have kræfterne til at flyve frit.
Jeg hader det, jeg ville så gerne ændre den skæbne, at det ikke er hele historien om mig, ikke en happy end, men noget der lignede et fuldt udlevet liv.

Jeg har gennem livet trøstet mig med der var værre skæbner, men alligevel er det ikke en reel trøst, i Danmark 2015.

Så nu står jeg her igen, et kaos liv og hjem, lidt alene, menneskeligt og kunstnerisk uforløst, hvordan skal det blive anderledes denne gang?

Erkende at jeg kan meget lidt, og resten af mit liv vil være meget begrænset, udover min fantasi og hvad jeg kan finde på internettet eller i en bog?

Jeg er vred, jeg vil ikke gå frivilligt med på det!

“To live is the rarest thing in the world. Most people exist, that is all.” 

Oscar Wilde.




Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv