mandag den 9. november 2015

Vred og deprimeret, hvor er der et fundament for fremtiden?

Jeg synes jeg er blevet noget depressiv igen, hvorfor? Stagnation på grund af der ikke er et solidt nok fundament for en hverdag der fungere praktisk, fordi her stadig er beskidt og rodet, fordi jeg stadig ikke ved hvordan jeg skal takle den Autisme, fordi det der kunne have været min drømme bolig har vist sig at være en "syg ejendom", hvor det åbenbart har været beboer trakasserier siden det blev bygget.

Der er for meget af : "Hvad så nu?...kommer der overhovedet til at ske noget?" i mit liv.

Jeg tænker på at jeg savner et dyr, men min lejlighed ikke er parat til at modtage en Kat, jeg har heller ikke prøvet at have et dyr alene. Men jeg kigger meget "dyr" på nettet.

Jeg kan ikke løfte mig af det her alene, jeg har været igennem for meget i for mange år, jeg er ekspert i at have det dårligt og eskapisme, jeg ved hvordan man overlever, ikke hvordan man lever.

Der er for mange løse ender, der er ting jeg ikke kan overskue, der et tab med tab på.

Jeg er her endnu. Jeg ved at jeg kun bliver ældre, at ting burde ske nu mens tid er, men tiden glider fra mig, uden liv og kærlighed, uden nogen illusion om lidt mening med det hele.

Jeg er vred igen, og det er ikke godt, ikke fordi vred er noget dårligt, men fordi jeg føler mig som et bæst på lur, der pludseligt vil lange ud, "Skrid af helvede til!". Som om der er nogen der burde betale for hvad de gør.

Og så er jeg tilbage til Maslow pyramiden.

Jeg har på fornemmelsen at hjemmehjælpen ikke kommer i dag, der er blevet ringet med hemmeligt nummer to gange og jeg nåede ikke at få fingre i mobilen. Vi skulle ellers have haft gang i badeværelset der er kriminelt for tiden.

Der er opvask.....jeg har selv håndvasket og forsøgt tørre tøj i flere dage, men jeg kan mærke den nyvaskede skjorte lugter surt, uanset mine bestræbelser, så det er vist en ommer...

Jeg har ikke spist bare ok sundt i meget lang tid.

Små og store problemer væves sammen til et samlet ubehag, at intet fungere og nok heller ikke kommer til det, lidt håb og så kollaps osv.

Hvem er det jeg skal tale med, hvad er det jeg skal forlange der skal ske og kan man forlange noget i dag "i disse tider"?

Autisme spektrum er ikke en lidelse i sig selv, men den kan være det når rammerne ikke er der, og heller aldrig har været der.

Nu har der været forsket i Autisme i mange år, man ved ikke alt, men man ved meget, så hvorfor er det jeg ikke kan få lidt af den faktiske viden implementeret til mit liv? At det er noget jeg må finde frem til på nettet eller låne en bog, som om det jeg søgte var en fucking kageopskrift.




Og selvom jeg nu er blevet tilknytte handicapcentret, så er der åbenbart egentligt ikke noget i vejen, jeg ikke bare selv kan fikse, ved at tage mig selv i kraven, eller en google søgning?....der er vist noget jeg skal se på, hvad der er muligt at få af "afklaring".

Fordi jeg har hjemmevejleder og hjemmehjælp men der reelt ikke er en overordnet realistisk plan der hænger sammen. At det personlige og det praktiske er forbundet. Og vælter det ene, vælter det andet også før eller siden....man har vist afskaffet holisme.

Jeg vil ikke mere af det samme, men jeg er træt, jeg har ikke ale svar selv og det burde heller ikke være et krav, jeg er klog og indsigtsfuld men ikke en omnipotent superkvinde, jeg er et menneske der har levet 50 år med en delvis velfungerende udiagnosticeret Autisme og jeg er lidt træt nu og har være igennem en del, så hvad er det jeg gør nu?

Hm, nu ringede hjemmehjælpen, han er på vej...

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv