fredag den 1. januar 2016

Følelser der modsvare det man har på spil

Jeg har ofte oplevet at nogen synes der var noget jeg reagerede for stærkt på, men for stærkt i forhold til hvad, i forhold til andre, og giver det nogen mening korrigere i forhold til hvad jeg bør føle?

Hvis noget bare betyder mere for nogen? For det gør det jo, vi prioritere ikke ens, vi er heller ikke alle lige ambitiøse, eller ambitiøse på de samme områder.

Så kan og skal vi udefra gradbøje om andres følelser er for store eller små?

Fordi følelser kan blive et problem for omgivelserne, for store, for farlige, udadrettede? Det er vel forståeligt nok at nogen synes det er for meget, men vi behøver ikke komme ud i drama eller ballade før at man får at vide man føler for meget og burde slappe af.

Og kan og skal man kontrolere det man brænder for, så længe det man gør ikke går ud over andre på en uacceptabel måde? Og kan man leve et liv hvor man aldrig kommer på kant med noget, eller nogen forhold til sit liv?

Det skulle ellers være godt at være autentisk med hensyn til sine følelser, jo mere vi skjuler og fordrejer, kan det ende som psykiske problemer, eller en indirekte adfærd, hvor man gennem andre tillærte reaktioner forsøger at få luft for sine følelser. Følelser man måske ikke længere selv kan identificere, fordi de er blevet gemt helt væk, og afløst af en maske og taklings metoder der ikke er optimale, fordi de dækker over den oprindelige følelse, så den hverken opleves "ren" af en selv eller andre.
Jeg har arbejdet på at føle rent, da det andet ender i en borderline lignende tilstand, på den anden side udløser det nye og andre reaktioner, og i grunden er jeg ikke sikker på at omgivelserne ser den ene type reaktioner som bedre end de tidligere, der må man selv hold på at den rene vare er bedre end borderline reaktionerne.

Jeg synes jeg gennem mit liv har måtte høre på at de ting jeg følt var forkerte, det har forvirret mig og gjort at jeg har været i tvivl om jeg skulle tage mine egne følelser alvorligt. Man kan sige det kan være en del af en Autisme, men det kan også være omgivelsernes afvisning af ens følelser. På den måde bliver man jo ikke meget klogere på sine følelser, de er kun tabu, og ikke noget der kan læres at takles, ved at de bliver taget seriøst.

Jeg har forstået på andre at man helst ikke må reagere som jeg gør, skjult eller synligt, at jeg tænker er for meget, jeg burde tænke anderledes og mindre, synes en del.
De kan ikke deale med min kamp, mit håb og de udfordringer jeg har. Og så er det nemmere at afvise og tale til rette. Men det ændre jo intet, det der er væstentligt for mig, bliver ikke mindre væsentligt af den grund. Er det det Danske med at alt skal tales ned, at følelser er generelt upassende, ingen passion, intet må være for vigtigt?

Dengang jeg gerne ville ud på arbejdsmarkedet, og det var svært, rigtigt svært, men ingen kunne forstå jeg var så ked af det, hvorfor jeg kæmpede så meget? Selvom det er logik, følelserne svarede til hvad det betød for mig at komme ud på arbejdsmarkedet, men ingen jeg talte med forstod det. For i sidste ende handlede det ikke om følelser, men om at leve og overleve som menneske i er verden hvor jeg ikke passede ind, ikke forstod de uskrevne regler, hvor jeg var utryg, stresset, samtidigt med at jeg gerne ville arbejde, at det var meget vigtigt at lykkes...er det ok at reagere på det?

Jeg er ikke typen der flat-liner, men jeg kunne næppe være kunstner hvis jeg var en der flat-linede. Hvis intet er rigtigt stort og andet rigtigt slemt, hvor er der så dybde i tilværelsen, et liv i mellem pasteller, og lidt gråt og lidt beige?. Ingen sort fortabelse, ingen gnistrende flammerød, ingen strålende hvid, ingen uendelig blå....men det er vel ok hvis man aldrig selv har opfattet de farver?
Og det er måske kernen, vi oplever udfra vores egen evne til at opfatte, og vi opfatter/sanser ikke ens som mennesker.




Og hvis folk opfatter verden beige, så fint nok, men jeg vil helst være fri, men jeg ved der er en pris jeg betaler, men jeg har ikke valgt min opfattelse af lyde, lys, farver.

Jeg må også konstatere at desto mere jeg føler, eller rettere udlever/viser det jeg føler, desto mere klar bliver jeg i det jeg gør som kunstner.

Men ja, lidt for meget, og lidt for meget i forhold til et "normalt" job. For mig er alt en del af noget større, hvilket det vist ikke er for alle, de kan meget bedre afgrænse tingene, livet.

.....livet ville være lettere og havde jeg fra start kunne have valgt "normal", jeg havde jeg haft flere muligheder og større sikkerhed som individ, ikke et liv på kanten, personligt, socialt, økonomisk. Ja, ærligt talt ville jeg hellere det kunne arbejde, kunne være mere på bølgelængde med andre mennesker, men jeg fik ikke valget og nu har jeg kørt den her stil i en menneskealder.

Jeg synes stadig der er ting der skal opnås, potentiale der ikke har været brugt, erfaringer jeg ikke har. Jeg må opgive "normalisering", at jeg trods alt er bedre som anderledes, at det er der mine styrker er. Jeg vil stadig arbejde med at socialisere, men på andre fronter vil jeg hellere udvikle på mine små afvigelser og få noget spændende ud af det, omdanne følelserne til noget konstruktivt, kreativt, formidlende.

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv