onsdag den 16. marts 2016

Skyld med skyld på...du kan jo bare tage dig lidt sammen

Jeg synes det er interessant at nogen af de "tendenser" man kan have med sin AS/Autisme generelt bliver slået hen med, at det kan man jo bare arbejde på, elle tage sig sammen med.....Og nej det er ikke bare de neuro typiske der siger det. 
En dag, uge, måned består at diverse udfordringer, fra de helt små praktiske der for nogen af os er et stort problem.  
Jeg har lagt mærke til at hvis man skriver at man har svært ved at fx. købe ind, lave mad, gøre rent, vaske, rydde op. Få kontaktet folk man burde kontakte via tlf og mail. Så handler det dybest set kun om at gøre det....ja, gid det var. Til det må jeg sige at når dagligdagen består at mange forskellige gøremål, og man oven i købet ikke har det specielt godt, så er der et benhårdt valg omkring at vælge hvad man kan og ikke kan overse at få gjort. Skulle man så lade være at børste tænder, gå i bad, få smidt skraldet ud? Og byttede man rundt på det mest nødvendige, ville det ikke afstedkomme en ny type kaos, da de ting man har på rygmarven, dog er noget der bliver gjort? 
Hvis man siger, jeg kan ikke overkomme en opgave, siger det intet om hvad man faktisk overkommer dagligt, det er bare den/de opgave/opgaver der ender med at blive for meget man nævner. Jeg har opgaver jeg får gjort og det er ofte de samme ting, der er opgaver jeg ikke får gjort og det er også ofte de samme ting. Sandsynligvis er ikke alle med Autisme lige ramt på det praktiske og det med handlinger, men nogen af os er. 
Og vi har prøvet, vi har også i perioder måske fået hjælp til at skabe struktur. Uanset så er det jo en form af vores Autisme - Ja, vi kan selvfølgeligt fortie det for ikke at blive ydmyget af andre, der mener det bare er et valg, og man er slap og doven.....som man jo har hørt for et helt liv. Men den fortielse æder jo også en op, at det er så frygteligt det man ikke kan at man ikke er acceptabel. 
Jeg har kæmpet med at overkomme det, jeg ikke vidste var en Autisme, og det har givet nogen resultater, men umiddelbart har det også taget noget fra mig. Hvis Autismen for nogen af os er, at vi ikke har nok til det hele, hvorfor skal det så dømmes som resten af samfundet dømmer? 
Hvorfor har vi diagnosen, eksistere Aspergers hvis det bare er noget man kan vælge fra, hvis man arbejder lidt på det? Jeg tror at moduler af det at have Autisme kan rykkes rundt med, men da Autismen er der vil der altid være en vis asymetri. 
Jeg ser folk hylde Autisme, alle de gode sider, til gengæld er der åbenbart ofte ikke den store forståelse for der hvor vi ikke rækker til, i forholdet til samfundets krav og normer. Er det at vi Autister ikke rummer, andre Autister, fordi vi er blevet hjernevaskede med krav og normer, som vi har overtaget, og vi skjuler for os selv at vi kæmper den samme kamp, bare på nogen lidt andre felter.

Dysthymi og Kronisk Depression

Dysthymi og Kronisk Depression Dysthymi og Kronisk Depression kan være en af følgevirkningerne af at være på autisme spektret. Specielt os med en uopdaget Aspergers diagnose, men mange depressioner bag os, der har prøvet at kæmpe gennem ligt, uden at kunne få svar på hvad det var der var så anderledes, at vores liv bare ikke fungerede.

Depressioner der starter meget tidligt, og hvor mistrivsel og depression ikke bliver set af omgivelserne, former en ung hjerne mod det depressive, så det bliver en del af personligheden.
Jo der kan være håb henad vejen, men fortsætter mistrivslen og depressionerne uden hjælp, så ender det i kronisk depression og dysthymi, tilstanden er lidt anderledes end depression, og man kan have en depression oveni tilstanden. Det betyder at oven i det i forvejen sænkede stemningsleje kan der være en depression oveni.
Det betyder at der i grunden ikke er reelt depressions fri perioden, men bare tidspunkter der er lidt værre eller lidt bedre.

Hvad gør man så? Man har levet i 30-40 år sådan, og medicin var ikke løsningen. Man er på autisme spektret hvilket i forvejen gør man oplever ting anderledes, og ikke altid kan blive behandlet af folk uden autismekendskab. Man har ikke selv råd til privat psykolog og/eller psykiater.
Og livet er gået i stykker, man har kæmpet længe, dysthymien bliver mere markant som forhindring og man har forsøgt så meget at håbet er ved at forsvinde, samtidigt med det ikke er til at holde ud. Er det bare sådan det er?
At det er for meget at forlange at få støtte til sin tidligere uopdagede Aspergers og ADHD og kroniske depression? At det er for tungt for samfundt og ens eget ansvar at hanke op i sig selv?

For samtidigt med at man kæmper en daglig kanp for at holde ud, og prøve at finde løsninger til et bedre liv, så er samfundets holdning at det er et personligt valg at man har det som man har det, at man bare ikke gør det godt nok og det er derfor.
Der er også altid nogen der siger hvordan de kom ud af en depression, eller hvordan de lagde deres kost om osv. og det kunne man jo bare selv gøre hvis man havde lidt mere rygrad.
Hvis man så siger at al ens energi er blevet bundet i at overleve dagene, bliver det ikke godtaget. Alt skal åbenbart komme fra en selv, fra en kop der aldrig er tom. Men efter så mange år er koppen ved at være tom, det er menneskeligt er det ikke? Eller er det fordi tanken om at blive kvalt dag for dag til energien er væk, selvom man har gjort hvad man kunne og lidt til er en så ubehagelig tanke, at man er den heks man sender på bålet?
Fordi man personificere en fælles angst i samfundet for at falde igennem, ikke kunne redde sig selv mere. At man er konkurrence statens fjende, den ikke robuste Dansker.
Og værdi det er efter hvad man tjener. Hvad er min værdi?

Skal der kastes flere penge efter mit og andres dårlige værdiløse ikke penge genererende liv? Der diagnosticeres voksne med autisme uge for uge, og nogen har fået omfattende følgeskader, er diagnosen det samfundet kan tilbyde og ikke andet?

Tanker om at at blive diagnosticeret med Autisme i en meget voksen alder

Mit billede
Min blog handler om mine refleksioner efter at blive diagnosticeret med Autisme spektrum i en meget voksne alder. Jeg skriver bloggen for at selv holde styr på forløbet fra den første tid efter diagnosen til forhåbentlig mere afklaring. Jeg skriver også bloggen fordi mange i dag bliver sendiagnosticeret med ASF, uden der er så meget hjælp at hente lige i den situation. Men hjælp udefra eller ej, jeg tror der er nogen tanker man selv skal i gennem og information man selv må søge. Jeg hedder Cecil Cathrin Augusti Ludvigsen, jeg er foredragsholder, BID brugerlærer, performancekunstner....og førtidspensionist. Og jeg står selv for alle billeder og fotos på min blog. Og jeg håber og arbejder på at få et liv hvor de praktiske trivielle ting, det sociale og det spændende og kunsten, kan komme til at fungere sammen til et godt liv med mening. Du kan også følge mine blogs i Facebook gruppe: Autisme og mig bloggen

Blog-arkiv